foto senere

At hylde en stor kunstner - Dirch Passer

Viseaftenen 28. april 2017 var som alle andre viseaftener en dejlig, varm og meget underholdende begivenhed. Men denne aften var måske noget særligt: Ikke mindst på grund af temaet med vores uforlignelige kunstner Dirch Passers enorme produktion på scene, film og revy. Manden med de sjove, adskilte fortænder, de buskede øjenbryn og så det ranglede, senere meget store korpus og så højden på omkring 1.90, har givet os danskere nogle uforglemmelige glimt af noget varmt og noget skørt, tilsat et snurrigt musikalsk gehør og så den uforfalskede glæde ved det altid spændende spil med publikum.  Således også i aftes, ved fredagens herlige sammenkomst i Visens Venner Brønshøj.

Viseværterne Mette Drasbeck og Hanne Kalsing, havde sammensat et flot, kalejdoskopisk program, der trods omfanget kun kunne være et lille, ærbødigt dyk ned i de mange, mange stikpunkter i det vidunderlige hav af viser, sange og tableauer, hvor Dirch Passer på forunderlig vis i sit korte liv bidrog til både grin og lun eftertænksomhed. 

Denne aften bruste der en stigende, smittende latter og herlig gensynsglæde op fra hele den fyldte sal ved indslaget fra Cirkusrevyen 1967, "Hvem har du kysset i din gadedør?" med Hanne Kalsing og John Elberg. Især, da John ved exit forsøgte at smække Hanne over skulderen, ligesom Dirch gjorde det med Daimi. - Og operetteindslagene fra "Frøken Nitouche" tog simpelthen publikum med storm, da Yvonne Aaen sang "Grenadér-sangen".  Hans Raahauge var bestilt som tinsoldat, smukt udstyret med kappe og kepi - og hvor Yvonne smiskede sig gennem den skøre sang om den stive udvalgte. Et virkelig komisk øjeblik indtraf, da tinsoldaten kom til at smelte lidt for tidligt! Kors, hvor var det sjovt! Ligeså, da parret forinden havde genoplivet "Læge, Patient"-visen, hvor hjerterne jo buldrer af sted kombineret med babser, kittel og stetoskop! Tak for de numre!  I slipstrømmen på de komiske numre syntes jeg, at "Floridor og Celestin"-sangen fra samme operette var flot fremført af vores gæstesolist, Marianne Kauman. Netop det at illudere den kendte scene fra filmen fra 1963, hvor Dirch Passer i karakteren Celestin/Floridor kravler over klostermuren og med en lidt farlig, dog sødmefuld underfundighed forklarer sin dobbelthed som komponist af en ny operette og så det at være ydmyg sanglærer for de små, uskyldige konventualinder (!), var formidabelt flot fremført. Og Wiri Nøhr sang den bittersøde Preben Kaas-tekst, "Sonny Boy" så enkelt og fint med et underskønt klaverakkom-pagnement med Niels-Flemmings smukke, lydhøre akkorder. - Tak for det!

Klaus Helsøe gav den oprindeligt svenske remsevise "Karl Nielsen" det sydsjællandske landboliv det komiske strejf af vidunderlig, skør banalitet, grænsende til det groteske, men med et sjovt og genkendeligt, minimalsk indhold. Ikke mindst fordi Klaus' exit var så tindrende sjov med de velkendte strofer af uendelighed: "Som nu er blevet gift, fået børn og vokset op, som nu er blevet gift, vokset op og fået børn..."! - Sådan kunne vi blive ved! - Mange flere, søde, sjove og hjertegribende viser sammen med mere ukendte sange flød over scenen denne minderige dag. Hele holdet var til slut sammen om det at være en forjættende del af en vedvarende helhed, der hedder Dirch Passer, uanset X-Factor og andre flygtige talentshows. Dirch Passer var nemlig hele Danmarks store, varme, komiske talent, som altid vil være der..

kirsten b. illum